Sådan bruger du AI til at booste kreativitet (og gør Google glad)
Når ChatGPT kan hive en SEO-optimeret tekst ud af ærmet på et par sekunder, hvorfor så bruge dyrebar tid på at skrive en selv?
Svaret er kvalitet. Google har nemlig allerede udviklet algoritmer, som kan genkende og filtrere AI-genereret content væk fra deres søgemaskine, hvis ikke det lever op til deres standarder. Det har givet mange virksomheder berøringsangst for at bruge AI-værktøjer overhovedet.
Men AI behøver ikke være et fyord, og faktisk bør vi slet ikke være bange for at inkorporere det i vores workflows, så længe det bliver gjort rigtigt.
Her får du 3 områder, hvor du kan bruge AI til at booste din kreativitet samt ét punkt, du bør undgå.
Lav indsigtsfulde persona på et par sekunder
Nøglen til effektiv markedsføring er at forstå og ramme din målgruppe. Her er AI guld værd. For eksempel kan den undersøge køns- og aldersfordeling, indkomstniveau, geografisk placering, uddannelsesbaggrund og familiestatus ud fra Danmarks Statistik og spørgeundersøgelser, som kan uploades direkte til ChatGPT.
Du kan faktisk lave din helt egen persona-robot med skræddersyede kommandoer, hvor du bare skal indtaste dine kvantitative data, og så klarer den resten for dig.
Brainstorm med din helt egen virtuelle kollega
Du finder nok ikke et bedre eller mere effektivt redskab til at brainstorme med end AI. Helt grundlæggende er principperne for brainstorming med AI den samme, som havde du gjort det med én af dine kolleger.
Start med at præsentere den for dit mål og giv den godt med kontekst. Jo bedre du definerer dit problem, dit mål og konteksten, desto bedre løsninger får du igen.
Lynhurtig korrekturlæsning
Mangler der et komma? Hedder det egentlig køre eller kører? Med AI er der helt vildt meget hjælp at hente, når der skal korrekturlæses – dét er den nemlig også verdensmester i.
Det tager kun et par sekunder for ChatGPT at finpudse tekster, rette slå- og kommafejl samt sætte korrekt nutids-r mv. Samtidig kan du også bede den om at komme med forslag til emner, vendinger og tone-of-voice.
Undgå at bruge AI som tekstforfatter
Den ligger måske lige til højrebenet: du mangler en tekst, så du åbner ChatGPT og beder den give dig en SEO-optimeret salgstekst. Resultatet er ret undervældende, og det er der en god grund til.
Når det kommer til de mere kreative opgaver, glider ChatGPT nemlig ofte i svinget. Den fungerer som tekstforfatter ved at skimme internettet for hovedsageligt engelske tekster, den kan bruge som inspiration. Derfor ramler den typisk ind i en masse skrivemønstre, fraser og udtryk, der kan virke mærkelige på dansk.
Lad i stedet AI hjælpe med de enkle, tidskrævende opgaver, så du får mere tid til at skabe engagerende indhold, som både dine kunder og Google bliver glade for.